Mit navn er Andreas, jeg er 36 år, familiefar og passioneret løber med en baggrund som uddannet psykomotorisk terapeut. Min professionelle tilgang er holistisk, hvor jeg arbejder med sammenhængen mellem krop og sind – en filosofi, der også afspejler sig i min tilgang til løb. For mig er løb ikke bare træning; det er en livsstil, der kombinerer fysisk styrke, mental balance og livsglæde.
Min løberejse begyndte for over 12 år siden, da jeg under en rejse i Canada opdagede min evne til at løbe langt – og glæden ved det. Siden da er løb blevet en central del af mit liv. Jeg har udviklet mig fra at løbe korte distancer til at gennemføre maraton, og jeg integrerer løb i min hverdag ved at løbe til og fra arbejde. Det kræver fokus på helheden – søvn, ernæring og restitution – for at skabe balance mellem krop, sind, familie og karriere.
Jeg brænder for at inspirere andre løbere og har oplevet, hvordan fællesskaber kan styrke motivationen og skabe en følelse af samhørighed. Som træner i HVRunners, en lokal løbeklub i Hillerød, har jeg været med til at opbygge et stærkt og engageret miljø gennem målrettet træning, sociale events og løberejser. Jeg vægter det sociale aspekt højt, fordi fællesskabet gør løb til noget større – det løfter os, når vi har brug for det.
Som ASICS FrontRunner ønsker jeg at bringe min erfaring og passion i spil. Mit mål er at motivere både nye og erfarne løbere, sætte fokus på balancen mellem krop og sind og bidrage til fællesskabet med mit engagement og min kreative tilgang til løb. Sammen kan vi inspirere endnu flere til at finde glæden i at løbe.